At føle sig u-fit, u-inspirerende og u-de af sig selv!

Ja, jeg er her stadig..... Men der er sket så meget, som har medført lidt stilhed på siden :-o :-)

Først og fremmest – tillykke til mig selv med uddannelsen til fysioterapeut, som jeg afsluttede d. 12. januar ;-D

Skolen var til sidst en hård nød at knække, og de sidste mange måneder var svære at komme igennem, så det var dejligt at blive færdig. En af årsagerne var, at jeg allerede i oktober startede op som souschef i det Fitnesscenter, hvor jeg længe har været ansat som hold-instruktør. Jeg havde derfor i flere måneder haft både skole og arbejde, og jeg manglede derfor konstant timer i døgnet til at gøre de ting som jeg elskede; hygge med kæresten, familien og vennerne, bruge tid på madlavning, træning og selvfølgelig at flade ud! ;-)

Jeg glædede mig derfor også utrolig meget til at jeg skulle koncentrere mig om blot 1 ting - mit arbejde, for så måtte der jo blive UFATTELIG meget tid til alle de andre ting.

Imidlertid skete der så en anden stor og fantastisk ting!

Jeg blev GRAVID!...

Historien bliver så ikke helt fortalt i kronologisk rækkefølge nu, for dette fandt jeg allerede ud af juleaften!

 

Men det var til gengæld først da jeg skulle til at nyde godt af alt min fritid, og ”blive en bedre version af mig selv” at jeg for alvor begyndte at mærke, at jeg var gravid;

 

1) MAD-LEDE

Kort tid efter jul kom det langsomt snigende - madlede ... Det betød også, at alt den gode og næringsrige mad, som jeg havde glædet mig til jeg skulle lave ... Ja, det skulle ikke blive til noget! Min appetit var minimal, og de fødevarer jeg før nød med største velbehag kunne fremkalde den værste snurrende fornemmelse i min mave – Med andre ord, så var jeg ved at brække mig ved tanken om at spise efter mine gamle rutiner.

Flere måltider måtte jeg kæmpe mig igennem, især hvis de var ”sunde”. Mit hoved ( ? – ved ikke om det er i hovedet det sker) sagde ikke andet end: Ja tak til Brød, brød, BRØD! Juice, juice, JUICE! Og så også lige ja tak til tomatsuppe med pasta. Og samtidig sagde det nej tak til grøntsager, yoghurt, og alt andet end ovenstående.

2) UGIDELIGHED

Det samme skete med alt den motion jeg havde store forventninger om, at skulle indpasse når jeg fik fri fra job, og allerede var i fitness centeret, og alle de løbeture jeg skulle ud på om formiddagen, nu hvor jeg havde dage hvor jeg ikke skulle møde før 12 – For ja, de blev så absolut heller ikke til noget!

Jeg var søvnig hele tiden, små-deprimeret over at jeg ikke kunne gå ud i køkkenet uden at få kvalme, og så følte jeg mig så ”u-fit”, at jeg ikke havde lyst til at bevæge mig udenfor i mit sædvanlige træningstøj.

Men det var ikke bare sport og madlavning der ikke blev til noget – det var også oprydning i lejligheden der blev forsømt, neglelak der nærmest fik lov at slide sig selv helt af mine negle inden det blev skiftet, hår jeg ikke orkede at rede, øjenbryn der ikke blev plukkede og gardiner der aldrig blev rullet fra.

Ja, hvem skulle have troet at jeg var lykkelig over at blive gravid???

Det var kun da mange aende kærtegn over min voksende mave der bevidnede det, og de tanker som jeg vidste jeg havde inderst inde.

 

3) PERSONLIGHEDSFORVIRRING

Snakken om børn startede allerede sidste sommer, hvor jeg fik fjernet min hormonspiral. ”Der kan gå op til et år før du har normal cyklus”, sagde min læge, som fjernede den. Og det var også motivationen for at få den fjernet – vi var ikke helt klar på daværende tidspunkt – jeg skulle lige være færdig med uddannelse og Kasper (min kæreste) var lige flyttet til Esbjerg fra Aalborg. Så det var fint med lidt tid at løbe på.

Der gik også nogle måneder før der kom gang i min cyklus, og jeg havde snart menstruation for første gang i 3,5 år. (SHIT jeg havde glemt hvor TRÆLS det var! ...) Men det positive var da, at det betød kroppen var ved at være klar.

På det her tidspunkt der kørte jeg bare med klatten… Jeg havde fået fast arbejde, passede min skole, var i mit livs form, havde et firma der blomstrede… Jeg havde overskud og overblik, og jeg blev tit komplimenteret for hvor godt jeg gjorde det, og hvor meget jeg havde opnået i så ung en alder

--> Det her tidspunkt i mit liv var for fedt! Jeg følte mig virkelig ovenpå!

Godt så… Jeg håber i har fanget pointet – den mentale Sandra der, hun var dælme godt i gang ^^ Hun var på toppen!

Nu springer vi så frem til gravide Sandra… 

Madlede, manglende træningslyst, manglende motivation og inspiration, kvalme, træthed og generelt bare en følelse af at være u-fit, u-sexet, u-inspirerende, u-oplagt og u-de af sig selv!

Den mentale Sandra her, hun var dælme IKKE godt i gang ^^ Hun var IKKE på toppen.

- 

Det var (og er stadig) hårdt at acceptere hvordan det hele var (og er!), og det var (og er!) svært at være i mig selv. Jeg forsøgte at kæmpe imod alt det som min krop havde lyst til af usunde sager og dovenskab, men ligemeget hvad jeg gjorde så synes jeg stadig jeg var ”usund”, for det var praktisk talt umuligt at leve op til mine tidligere ”standarder”, og min psyke var skrøbelig – personlighedsforvirringen var brutal.

Det skal lige siges, at det ikke kun var svært for mig. Det var også svært for min kæreste; ”Jamen skat, jeg synes du gør det godt og at du ser brand godt ud. Men hvis du selv synes du er meget usund, skal vi så ikke forsøge at lave et skema, så du kan planlægge dine ting lidt bedre, så du når alle de ting du gerne vil?” – ”JEG GIDER DA IKKE LAVE ET SKEMA – jeg er jo UOPLAGT! – du hører jo slet ikke hvad jeg siger”

Ja, det var hårdt at være ham. Men han gjorde det godt, og uden ham ved jeg ikke om jeg nogensinde var kommet videre fra det hul jeg var kommet ned i.

5) Du gør det jo godt nok!

I skrivende stund er min baby 18 uger. Jeg har for nylig fået at vide, at det er en lille knægt der gemmer sig derinde, og d. 19.08.15 er han sat til, at sige hej til os for første gang. (Jeg glæder mig!!!!!!!!!!!!!)

Som det er nu, så er jeg stadig ikke på toppen, og føler mig ikke lige så ”fit’ n’ fabulous” som tidligere

-          Min mave, hofter, bryster, - ja det hele - vokser

-          Der er stadig nogle fødevarer jeg ikke kan klemme ned, og jeg skal stadig gøre mig meget umage for at få mine grøntsager inkorporeret i mine måltider (men de er der som regel på den ene eller anden måde)

-          Jeg træner stadig ikke lige så meget som før (men er det nu også nødvendigt)

-          Jeg trænger stadig til at sove midt på eftermiddagen

Når jeg tænker tilbage på de sidste par måneder, så er jeg overrasket over hvordan det hele har været, og hvor stor en mental rutsjebane jeg har været igennem. Mine egne forventninger til hvordan mit liv skulle være og blive når mit studieliv var ovre, kunne jeg slet ikke indfri, og i situationen kunne jeg slet ikke sige til mig selv, at jeg gør det jo så godt som jeg kan!

Alle de ting som jeg har oplevet, de står jo beskrevet i ALLE bøger, som noget af det mest normale de første 12-16 uger; madlede, træthed og kvalme. Men jeg har slået mig selv i hovedet over, at jeg ikke kunne få mine grøntsager ned, og at jeg ikke fik trænet 7 gange i ugen som tidligere.

 

Når jeg kigger på hvordan det har været, så har jeg overhovedet ikke haft grund til at være sur på mig selv;

-          Jeg har cyklet hver dag til og fra arbejde, og fået minimum 30 minutters motion hver dag

-          Jeg har ikke kunne få mine grøntsager ned, hvis de blot lå på tallerkenen, så jeg har gjort mit bedste for at camouflere dem i gryderettet, supper og på anden vis.

-          Jeg har dyrket styrketræning, spinning og gået ture, og har minimum haft tre træningsseancer hver uge.

-          Jeg har været ude at få frisk luft dagligt

-          Jeg har taget mine vitamintilskud

-          Jeg har ikke røget/drukket eller teet mig tosset.

Den eneste tossede opførsel jeg har lagt for døren er, at jeg ikke på noget tidspunkt har sagt til mig selv: Du gør det jo godt nok!

Jeg har hørt det samme fra kunder og veninder, som hele tiden slår sig selv oven i hovedet over at de ikke gør det godt nok - men prøv lige at stop op en gang, og kig på hvad det er du gør, jeg er sikker på du gør det fantastisk.

Og hvis du stadig ikke synes du gør det godt nok, så sæt nogle konkrete og realistiske mål for hvad du skal nå i løbet af ugen, for ellers overser man pludselig i stræben efter mere og mere, at man faktisk gør det skide godt!

-
 

Hvad så nu? :-)

Ja, nu forsøger jeg ofte at sige til mig selv at jeg gør det godt nok, og det hjælper.

Rent praktisk fortsætter vi med firmaet et par måneder endnu, jeg fortsætter som spinningsinstruktør lidt endnu, og jeg fortsætter med at holde mig i gang med sund mad og motion der passer til min tilstand - og så vil jeg ellers forsøge igen at blive lidt mere aktiv her på bloggen :-)

Måske lidt flere personlige indlæg - jeg har selv haft stor glæde af især at læse om andre der er gravide, så selvom jeg nok primært vil fortsætte med at skrive om mad og måske lidt (gravide-)træning, så kan jeg ikke love at der ikke også vil snige sig lidt personligt, lidt tankemylder og lidt baby ind :-o :-)

 

Jeg håber i alle har det rigtig godt!

Vi skrives ved :-D