Skab et samfund der gør dig glad!

Jeg har aldrig rigtig tidligere tænkt videre over det der med, at samfundet skulle skabe et forvrænget billede af, hvordan kvindekroppen skal se ud eller hvordan kvinder skal agere… Men der gik ikke længe fra mine vaner og former begyndte at ændre sig, til jeg fik en følelse af, at jeg jo slet ikke var i stand til at leve op til den standard, som alle de fantastiske kvinder jeg så overalt omkring mig levede efter…… jeg var bare en doven gravid med kropsformer ude af kontrol, for usund madlavning, for lidt træning og uden skyggen af struktur og overskud…

Og det tog mig flere måneder at overbevise mig selv om, at dette IKKE var sandheden! ...

Indtil da, var det ikke bare engang i mellem at jeg blev mindet om, at jeg ikke længere var ”mit gamle jeg” - det var hele tiden! Men hvorfra kom den her konstante påmindelse?!? Var det i virkeligheden samfundet som fik mig til at føle mig forkert? Jo længere tid der gik, jo mere blev jeg i tvivl.


Debatten har vist været oppe mange gange… Og jeg skal ikke kunne afvise at samfundet spiller en rolle i alle de følelser der løber igennem min hormonfyldte krop og måske også i andres – men langsomt har jeg fået sorteret ud i nogle af de åbenlyse faktorer, som bidrog til min følelse af at være forkert - og altså må jeg jo i høj grad selv have været med til at skabe ”problemet”!

De sociale medier
Det tog mig noget tid at indse, at en af de ting der virkelig kunne få mig til at glemme alt om at leve i øjeblikket og nyde alle de forandringer graviditeten medførte, var hver gang jeg tjekkede ind på mine elskede sociale medier; Instagram og Facebook.

Instagram har for mig været et fantastisk medie til at opnå inspiration og motivation, da det giver muligheden for at bygge et helt netværk op af ”mennesker”, som deler samme interesse som en selv. Herigennem har det for mig bidraget til inspiration til bl.a. nye spændende opskrifter og træningsøvelser, og til at fastholde motivationen - for der er vel noget om det at ”man hyler som de ulve man er iblandt”.
 

Jeg har altid selv håbet at mine egne træningsbilleder, fremgangsbilleder, madbilleder, opskrifter og lignende har bidraget til lige præcis dette. Men ligesom de mange billeder og tilhørende tekster kan være en inspiration og motivator, kan det også – som det blev for mig, både før og efter jeg blev gravid – være med til at skabe et billede af at minimum 7 x træning om ugen og madlavning med æggehvider og sødemidler, er noget alle gør og i hvert fald noget alle bør gøre!

 
Før jeg blev gravid, var det også noget jeg gjorde, og de ca. 300 mennesker jeg følger på Instagram gjorde også – men til forskel for mig, så gør de det stadig! Så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at jeg ikke længere føler mig som en ulv i flokken, men mere som et sort får midt i denne flotte og store ulveflok.






 


 
Selvom Facebook jo er en del anderledes end Instagram, er opslagene på min Facebook-side efterhånden ikke meget anderledes fra de billeder der bliver delt på min Instagram. Udover en dejlig familie, skønne venner fra helt tilbage til folkeskolen og gode soldaterkammerater, består en stor del af mine ”Facebook-venner” af bekendte og venner fra min fysioterapeut-uddannelse, kollegaer jeg har haft i Fitness World, og medstuderende på mine uddannelser til hhv. fitness instruktør og personlig træner.  Så udover nogle få videoer med grise der glider på isen, påmindelser om at game of thrones sæson 5 snart starter, og nogle få personlige opslag fra Facebook-venner, består opslag fra venner og bekendte ofte af billeder fra træning, træningspræstationer, fitnesskonkurrencer, gennemførte kurser og meget anden indenfor træningsverdenen. Derudover har jeg jo været inde og ”synes godt om” en hulens masse sider, som også beskæftiger sig med netop dette, og igen har jeg altså formået at skabe et medie, som er med til at styrke min forståelse af at man kun gør det rigtigt hvis man går i fitness og laver proteinberiget mad.

Et selvskabt samfund
Eftersom at de sociale medier efterhånden er en stor del af samfundet, så er det vel på den måde ikke forkert at sige, at samfundet er medvirkende til at skabe et billede af, at voldsom meget fitness og en lav fedtprocent er lig med norm og sundhed. Men i den sammenhæng er det så langsomt blevet tydeligt for mig at ”samfundet” i så fald i høj grad er noget man selv skaber!

For blot et par uger tilbage, troede jeg praktisk talt ikke at der fandtes andre ”miljøer” på Facebook og Instagram end fitness-verdenen. Jeg troede reelt at Instagram var mere eller mindre et ”fitness/sundheds-medie” og at størstedelen af de sider man kunne ”synes godt om” om på Facebook var sundhedscoaches foruden lidt musikere, komikere og andre kendte. Det kan også være at størstedelen er om fitness – det tror jeg nok stadig lidt – men i hvert fald har jeg fået øjnene op for, at hvis man bevæger sig lidt væk fra sine sædvanlige ”hashtags”, så er der MEGET andet derude end det!

Jeg ved det… Man skal selvfølgelig ikke sammenligne sig selv med andre - men ærligt, hvor mange kan så lade være med at tænke ”åh, nu fik jeg heller ikke trænet i dag” hvis alle 300 ”personer” fra dit social-medie-samfund enten har været ude at træne, opnået en eller anden fed PR, har tabt sig de kilo du også gerne vil af med, eller netop har lagt et billede op af et lækkert ”fredags-flex”???

Jeg er bare et menneske – og jeg kan ikke lade vær! Derfor har jeg også besluttet mig for, at rydde ud i nogle af de ting, som bidrager til følelser der hiver mig væk fra min nuværende virkelighed.

Skab et samfund der gør dig glad
Selvom det kan være barskt at miste en ”følger”, så er noget af det gode ved Instagram og Facebook at der er en fortryd-knap! Og min opfordring er at man skal bruge den.

Jeg har i løbet af min ”Instagram-tid” fulgt forskellige fantastiske kvinder, som jeg på det tidspunkt hvor jeg trykkede ”følg”, har tænkt kunne inspirere eller motivere mig på den ene eller anden måde. At jeg nu følger nogle andre fantastiske kvinder, og af og til går ind og ”unfollower” nogle af de gamle, skyldes ikke at jeg ikke længere synes de er fantastiske eller inspirerende. I øjeblikket skyldes det simpelthen bare, at jeg ikke føler at billeder af fitnesstrænede kroppe, eller træningsøvelser af ekstrem karakter, bidrager med noget som helst positivt i mit liv lige pt - tværtimod! Og hvorfor i alverden skal jeg så kigge på det dagligt???

Ja, det spurgte jeg mig selv om flere gange – og jeg fandt ikke nogen god grund. Hvis jeg en dag kommer på en god grund til igen at følge, så håber jeg at jeg er velkommen tilbage - men indtil da så vil jeg for min egen skyld skabe et samfund som passer til mig, og som gør mig glad!

Efter jeg har fundet ud af at jeg er ved at brygge på en lille fyr inde i mavsen, ja så er det klart at mine prioriteter har ændret sig. Men om man er gravid eller ej, så vil jeg da opfordre alle til, at omgive sig med de ”personer” både i virkeligheden og via sociale medier, som bidrager med positive følelser fremfor små daglige brist i selvværd eller andre negative følelser, som vi alle er meget bedre tjent uden.

Mit nye "samfund" består fortsat af en masse af de samme personer, som jeg har fulgt i flere måneder og år - folk som deler lækre opskrifter, bidrager med små lykkelige glimt af vellykkede vægttab, og som deler elementer af hvad jeg synes er ”dagligdags-sundhed”, men der er også kommet nye til – fx ”personer” fra krea-miljøet, fra bolig-miljøet og så selvfølgelig fra baby-miljøet.
 

 



 






 

Ja, folk ændrer sig jo hele tiden, så det skal ens selvskabte samfund selvfølgelig også gøre, ellers risikerer man jo, at man pludselig føler sig som et sort får i en stor flot ulveflok :-)))

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Pulled chicken burger med Coleslaw

Pitabrød med fyld af spidskålssalat, grillspyd og tomatsalsa

Salat med rød spidskål og asiatisk dressing