Pas på din krop - i skal leve sammen hele livet!

I tråd med afsnittet i går, vil jeg i dag skrive om en anden tanke jeg har haft, og som jeg forestiller mig også strejfer mange andre på et eller andet tidspunkt i deres liv.

- Jeg vil gennemføre et maraton! -

For mig opstod tanken første gang et stykke tid efter jeg kom hjem fra Afghanistan, for ca. 2,5 år siden i august 2011. Jeg var kommet ind i en "jeg kan klare alt"-mentalitet, det indrømmer jeg gerne, og jeg begav mig derfor også hovedløst ud i et maraton løbe-program. Programmet i sig selv var nok fint nok, men med ringe viden og manglende stillingtagen til hvor hurtig min "maraton fart", min "høj intensitet" el. lign. specifikke løbetempi var, blev hver dag pludselig tempo-dag. Som et resultat af dette, måtte jeg en måned efter opstart, indse at ømme knæ var blevet en del af min hverdag, om jeg gik, stod eller løb.

Med dette indlæg vil jeg derfor slå et slag for noget som hver træning bør bære præg af:
Pas på din krop & lyt til din krop - i skal leve sammen hele livet!

I dag sidder jeg så, over to år senere, med det samme mål, som jeg så småt lod glide i baggrunden tidligere. Heldigvis affødte mit "nederlag" en erkendelse af at jeg ikke kendte min krops begrænsninger og ej heller muligheder, og på den måde blev mit nederlag medvirkende til at jeg fik en række nye mål, som jeg i dag har nået bl.a. gennem de uddannelser jeg har gennemført.  

Ny viden - ny træning.
I dag har jeg fået en del mere med i bagagen, herunder en masse viden om træningsfysiologi og funktionel anatomi, men især også en stor respekt fra sidst jeg engagerede mig i løb. Min tilgang til løbetræningen ser derfor helt anderledes ud, og det samme gør mit løbe-program.

Det vigtigste for mig denne gang er at få styr på fundamentet. Og det vil jeg anbefale til alle nye løbere, om distancen er 10, 21, 30 eller 42km. Med fundamentet mener jeg stabilitet og tilvænning af led og muskler, gennem træning af dynamisk stabilitetsøvelser og mange kilometer i benene ved lav hastighed.

Hvis du selv er i gang med at øge din træningsmængde- eller intensitet, er 10 % reglen en god tommelfingerregel. Selvom den er omdiskuteret, er den let at gå til, og sikrer at du ikke bevæger dig direkte ud i overtræning. Og så er den simpel: øg din træning med max 10% ugentligt.  

Mit mål er inden jeg starter på et egentlig program, at nå en kilometervolumen på ca. 30-40 km om ugen i midten af januar, og derefter tage hul på et 16-ugers maraton program.
Med vejledning fra en person jeg har stor respekt for, og som selv har deltaget i utallige maraton løb, har jeg planer om at følge et maraton program fra www.loebesiden.dk. Denne hjemmeside leverer gode råd om løbetræning og løbeprogrammer, som er bestemt ud fra dit udgangspunkt.

Mit råd er dog soleklart: Lyt til din krop.
Hvis træningsprogrammet siger "løb for fanden", og benene siger "nej for fanden". Så skal der ikke være nogen tvivl om hvem der bestemmer!

En enkelt dag uden træning kan ikke forbedre din form - 
Men en enkelt dag med overtræning kan ødelægge din form.

God fornøjelse, Sandra :-)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Pulled chicken burger med Coleslaw

Pitabrød med fyld af spidskålssalat, grillspyd og tomatsalsa

Salat med rød spidskål og asiatisk dressing