1, 2, 3 .. Maratonprogram.. GO!

I dag er jeg startet på et 16 uger langt maratonprogram, som jeg har genereret på hjemmesiden www.loebesiden.dk. Som jeg har skrevet tidligere har jeg fået anbefalet netop denne side af en erfaren og meget dygtig maraton løber, og det er min erfaring at det er meget fornuftigt at få hjælp indenfor træningsverdenen hvis man er i tvivl - især når det gælder forøgelse af træningsintensitet!


Jeg har tidligere startet maratonprogram op, hvor programmet tager udgangspunkt i ens personlige vurdering af "fra nul km til maraton", "fra 5 km til maraton", "fra 10 km til maraton" ........ Og Ja, så bliver det vist ikke mere uspecifikt! Skal man være hurtig på den der 5'er? Skal man have overskud? Skal man løbe det mere end en gang ugentligt? Skal man have løbet det for nyligt? ...

Alle de her spørgsmål er medvirkende til at man måske kommer i gang med et program som niveaumæssigt ligger for højt, og man kan altså ikke komme uden om at løb er en hård disciplin, som i fysioterapeut-termer går ind under det man kalder EGA - ensidig gentaget arbejde. EGA kan være medvirkende til udvikling af overbelastningsskader, hvis man ikke sørger for at få en opstart, der sikrer at led og andre strukturer i især benene bliver styrket i tilpas grad!

Det er så her hvor løbesidens fremgangsmåde kommer ind i billedet, da den tager udgangspunkt i ens personlige VDOT-værdi, som er en værdi der beregnes ud fra ens aktuelle træningsniveau. Ud fra denne VDOT-værdi, din max- og hvilepuls, din ønskede træningshyppighed og din ønskede træningsvolumen,  genereres der så i løbet af 1 sek. et program, som tager udgangspunkt i lige præcis DIG! :-)

Men hvad er så det der VDOT?

VDOT-værdien er et udtryk for dit individuelle træningsniveau, og den beregnes ud fra en gennemført specifik distance, og den givne tid distancen gennemføres på. Her har jeg f.eks. forud for opstart været inde og løbe en 5 km test på tid. Ud fra dette beregner løbesiden din VDOT-værdi, og derigennem beregnes ens potentielle tider på andre distancer samt hvilken tid og tempi man bør træne efter. Der er meget mere info at hente på deres hjemmesiden, hvis du vil læse mere om det.

Er du helt nybegynder indenfor løbeverden, vil jeg lige skynde mig at sige, at så vil jeg ikke anbefale dig at hoppe direkte ud i et 16 ugers maratonprogram. Løbesiden er også en rigtig god informationsbank, hvis du ønsker at starte ud med løb, og jeg kan kun anbefale dig at kigge den igennem inden du går i gang.
Hvis du ønsker at træne dig op til et marathon eller lign., så vil jeg anbefale dig at få et program som er mere eller mindre individuelt tilpasset, som jeg vurderer at løbesidens f.eks. er et godt bud på. Ved at vælge et program der tager udgangspunkt i dit niveau, er chancerne for at få et skadesfrit løb stærkt forøget!

MEN HUSK som jeg skrev i et tidligere indlæg - nybegynder eller ej - lyt til din krop! Programmet skal ikke diktere alt, men (i hvert fald i mine øjne) nærmere ses som en fornuftig rettesnor.

En enkelt dag uden træning kan ikke forbedre din form -
Men en enkelt dag med overtræning kan ødelægge din form.


Vi ses, Sandra Lykke :)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Pulled chicken burger med Coleslaw

Pitabrød med fyld af spidskålssalat, grillspyd og tomatsalsa

Salat med rød spidskål og asiatisk dressing